- Strandliv og skøn natur
Toppen af Danmark har flere solskinstimer end resten af landet, så det er ikke uden grund, at Vendsyssel markedsføres som ”Lysets Land”. Desuden er landsdelen omgivet af hav på tre sider, hvilket medvirker til det særlige lys, som i 1800-tallet tiltrak kunstnere, kendt som Skagensmalerne. Masser af frisk luft, 150 km hvide sandstrande langs vestkysten, hyggelige badebyer med kunsthåndværk og naturen, som altid er lige uden for døren, tiltrækker turister fra ind- og udland.
1. dag - Lille Vildmose, Voergaard Slot og Frederikshavn
Efter opsamling kører vi mod Hobro med kaffe og rundstykkepause undervejs. I Mariager holder vi en lille pause ved rosenhaven, kører langs fjorden forbi Dania til Hadsund, derfra ud til østkysten, forbi Øster Hurup og videre op langs kysten til Lille Vildmose. Den er med sine 7.600 hektar Danmarks største fredede område med ca. 20 elge og et eldorado for naturelskere. Fra Egense sejler vi til Hals, hvor vi nyder en god frokost, inden vi besøger Voergaard Slot og får en guidet rundvisning. Slottet er fra 1400-tallet og har en dramatisk historie. Det rummer en af landets mest værdifulde og enestående private kunstsamlinger takket være Oberbech-Clausen, som bragte kunst fra sine franske slotte til Voergaard. I 2018 blev slottet kåret som Danmarks Smukkeste Herregård med landets bredeste voldgrav og metertykke mure. Vi fortsætter nordpå til Frederikshavn og holder pause på Pikkerbakken 71 m over havet. Udsigtsplatformen er en af Frederikshavns største attraktioner. Herfra er der en storslået udsigt over byen, havnen og Hirsholmene med kig til både Sæby og Skagen. I klart vejr endda helt til Læsø. Dagens sidste mål er Skagen med indkvartering og aftensmad.
2. dag - Grenen, Skagen og solnedgang
Veloplagte efter hotellets morgenmad kører vi til Grenen og tager med Sandormen til spidsen, hvor Skagerraks og Kattegats bølger mødes. I Skagen By får vi en guidet busrundtur med fokus på byens historie med kunst, fiskeri og turismen, der i hele sommerperioden betyder en helt anderledes dagligdag for de fastboende end i vinterhalvåret. Efter frokost på en af de mange restauranter – for fiskeelskere måske ved havnen – er der tid på egen hånd til museumsbesøg, shopping eller blot at indsnuse atmosfæren. Vi følges ad til hotellet og efter aftensmad i hotellets restaurant kører vi til Gl. Skagen, hvor solnedgangen er en helt speciel oplevelse.
3. dag - Råbjerg Mile, Skulpturpark og Thorup Strand
Efter morgenmaden tager vi afsked med Skagen og laver en afstikker til Råbjerg Mile, der med en højde på 35-40 meter er en af de største vandreklitter i Europa. Den består af 3,5-4 millioner m3 sand og danner en ”miniørken” på omkring 1 km2. Med en gennemsnitshastighed på 15 meter om året bevæger klitten sig med den fremherskende vind mod nordøst. Vi fortsætter sydpå langs den vestlige kyst forbi Tversted til Blokhus for at besøge Blokhus Lys, som har alt i levende lys. I Blokhus Kulturhus & Skulpturpark kan vi beundre træ- og sandskulpturerne, og der venter en god frokostbuffet. Turen går derpå gennem Fosdal Plantage, forbi Lerup Kirke og videre til Svinkløv Strand med det nyopførte Svinkløv Badehotel til erstatning for det, der brændte. Dernæst kører vi via Strandvejen ud til Thorup Strand, hvor vi kan vi følge med i livet på stranden og evt. få lejlighed til at se, hvordan man trækker en kutter på land. Måske er vi så heldige at møde ”Gutterne på kutterne”, de lokale helte fra Thorup Strand: Jan, Jesper og Johnny, der kæmper en brav kamp for at bevare kystfiskeriet i Thorup Strand, Nordeuropas største kystlandingsplads. Vi får en kop kaffe ved bussen, kører gennem Østerild Plantage og videre hjemad.