1. dag – Kjellerup, Mandal og Farsund
Efter opsamling kører vi til Færgen i Hirtshals og sejler derfra til Kristiansand, hvor vi går i land kl. 14.00. Herfra fortsætter vi gennem det smukke landskab til kystbyen Mandal, hvor vi holder en lille pause og slentrer rundt i de hyggelige, smalle gader med gamle, hvidmalede træhuse, der kendetegner
det sydlige Norges små kystbyer. Turen fortsætter langs fjorde og fjelde til Lindesnes fyr, der er Norges ældste og sydligste fyr på sydspidsen af halvøen af samme navn. Det nuværende fyr er fra 1920, men der har været fyrtårn siden 1656. Der er to lys ved Lindesnes for at undgå forveksling med fyret på Skagens Odde. Det er også her, vi finder verdens største og Europas første undervandsrestaurant Under. Vi fortsætter turen mod Farsund, hvor vi bliver indkvarteret på Farsund Fjordhotel og får aftensmad. Hotellet ligger i vandkanten, og alle værelser har udsigt over havnen og havet.
2. dag – Flekkefjord og Kvåsfossen
Efter morgenmaden kører vi til Flekkefjord, der er en af de vestligste byer i Sørlandet. Byen kaldes også Den hollandske By. Den fik sit navn, fordi Flekkefjord engagerede sig i aktiv handel med Holland i det 16. og 17. århundrede. Blandt de vigtigste varer var tømmer og fiskeprodukter. Mange hollændere bosatte sig også i Flekkefjord. Dele af byen Amsterdam i Holland er bygget på træ fra Flekkefjord, og sten fra Flekkefjord findes under den store lufthavn Schiphol. Byen oser af hygge med små gader og hvidmalede træhuse. Det specielle Grand
hotel ligger, hvor Hollænderbyen begynder. Hotellet blev bygget i 1897 i klassisk schweizisk stil og med ottekantede tårne. Det er en af Flekkefjords mest fotograferede bygninger. Vi holder en god pause i byen, inden vi fortsætter til Kvåsfossen, et af Sydnorges største med et fald på 36 meter. Kvåsfossen har et nationalt laksecenter, hvor man i et glasudsigtsrum kan se laksen svømme op ad en 220 meter lang laksetrappe - Norges længste, der blev taget i brug i 2014. Vi får en rundvisning samt kaffe og kage. Herfra kører vi til vort hotel, hvor vi får tid til at nyde de flotte omgivelser inden aftensmaden.
3. dag – Sjølingstad og hjemrejse
Efter et godt morgenbord sættes kursen mod Kristiansand. Turen går omkring Sjølingstad Uldvarefabrik, hvor vi får en rundvisning. Fabrikken blev grundlagt i 1894 og er nu et arbejdende museum,
hvor traditionelle produkter fremstilles på de originale maskiner i de gamle fabriksbygninger med elektricitet fra det gamle kraftværk. Alt sker i henhold til de gamle opskrifter (den oprindelige
procedure), der er nedskrevet af tidligere medarbejdere eller overleveret mundtligt. Museumsbutikken sælger garn, kartet uld, hobbyfilt, vadmel og tæpper, alt produceret på gamle maskiner. Midt på eftermiddagen sejler vi fra Kristiansand til Hirtshals. Aftensmad ombord.