- Museum for moderne kunst og design
Der køres med kaffe og rundstykkepause mod Kolding, hvor vi skal besøge det fantastiske museum, Trapholt. Vores besøg starter med en guidet rundvisning på museet, og efterfølgende bliver der god tid på egen hånd til se museet og nyde vores medbragte frokostpakker enten i parken eller indenfor. Efter besøget køres mod vores hjembyer, med hjemkomst sidst på eftermiddagen.
Historien om Trapholt
Historien om Trapholt går tilbage til 1930erne, hvor Gustav Lind, en dansk tandlæge med praksis i Amsterdam, og hans kone købte store arealer af Strandhuse-området ved det smukke Kolding Fjord. Her byggede de en arkitekttegnet sommerresidens, tegnet af den hollandske arkitekt A. P. Smits, og anlagde en stor æbleplantage og en smuk have tegnet af C. Th. Sørensen. Under 2. verdenskrig flyttede parret tilbage til Danmark og sommerresidensen blev i 1945 ombygget til helårsbolig og fungerede som ægteparrets hjem i mange år. Da Gustav og Helene Lind kom op i årene ville de sikre, at de mange tønder land i fremtiden skulle tilgængeliggøres for folket. Derfor oprettede de i 1972 Trapholtfonden og forærede Kolding Kommune de mange tønder land. Til gengæld forpligtede kommunen sig til at oprette et kunstmuseum på Trapholt. Den 2. juni 1988 kunne man åbne de smukke museumsbygninger tegnet af arkitekterne Boje Lundgaard og Bente Aude.
Kunst
Trapholt har en kunstsamling på ca. 7000 værker, som dækker kunst fra 1900 og frem. I Din Udstilling kan du opleve kunst af blandt andet Richard Mortensen og Anna Ancher.
Design
Trapholt har en af Danmarks væsentligste samlinger inden for stoledesign. Samlingen på ca. 600 stole indeholder et stort udsnit af møbler fra det 20. århundred. I udstillingen er der stole af store navne som Nanna Ditzel, Verner Panton, Børge Mogensen, Finn Juhl, Hans Wegner og Arne Jacobsen.
Kunsthåndværk
Trapholts samling af keramik og tekstil var oprindeligt defineret i forhold til henholdsvis krukken og tæppet. Keramiksamlingen viser et bredt udsnit af store keramikere såsom Axel Salto, Thorvald Bindesbøll og Bodil Manz.
Arne Jacobsens sommerhus
De fleste kender Arne Jacobsens verdenskendte stole: Syveren, Myren, Svanen og Ægget. Men den danske arkitekt og formgiver har også skabt et sommerhus, som de færreste kender. Huset hedder Kubeflex, da det består af kubeformede moduler, der kan sættes fleksibelt sammen på utallige måder og skifte størrelse efter behov.
Arne Jacobsen tegnede Kubeflex i 1969-70, året før han døde i 1971, men det blev aldrig sat i produktion. Indtil 2002 har familien Jacobsen selv brugt huset som sommerbolig, og siden 2005 har det hørt til på Trapholt. Huset er det eneste af sin art og er indrettet med